Værdikæden | Steensgaard
Go to Top
  • Ingen produkter i kurven.

Værdikæden

Værdikæden

Værdikæde

En af de væsentligste ting, der adskiller Steensgaard fra andre danske, økologiske landbrug, er, at hele værdikæden fra foder til færdige bøffer er placeret på Steensgaard.

Markerne og køkkenhaven

Første led i værdikæden er foderet, som vi selv dyrker på Steensgaards marker. Fordelen ved, at vi dyrker foderet selv, er, at vi kan overvåge og udvikle kvaliteten af foderet. Når vi producerer foderet selv, slipper vi også for at få det transporteret til gården, hvorved vi sparer miljøet for unødvendig påvirkning. Samme princip gør sig gældende for de grøntsager og krydderurter, som vi dyrker i køkkenhaven, hvor vi dog desværre endnu ikke er 100 % selvforsynende. Men med den igangværende udvidelse af køkkenhaven forventer vi inden årsskiftet at komme et stort skridt nærmere vores vision om udelukkende at bruge vores egne grøntsager og krydderurter til at krydre kødet i Gårdbutikkens kølemontre og maden på din tallerken i Spiseriet. 

Dyrene

Dyrene på Steensgaard går ude hele året – hele livet, og har selvfølgelig altid adgang til tørvejr og læ. Vi sikrer vores dyr den bedst mulige behandling, mens de er i live, hvilket blandt andet betyder, at vi giver dem masser af plads at boltre sig på og ikke påfører grisene unødig smerte eller gener i form af f.eks. ring i trynen, selvom det er lovligt i en økologisk produktion. 

Slagtehus

Med et Slagtehus på gården undgår dyrene at blive stressede op til slagtning. De bliver ikke plaget med timelange transporter, men bliver istedet i ro og mag fulgt ned til Slagtehuset af landmænd, de føler sig trygge ved, og slagtet i rammer de kender. Det betyder, at vi også ved afslutningen af dyrets liv sparer det for unødig stress og smerte samtidig med, at vi minimerer mængden af stresshormoner i kødet og således sikrer en bedre kødkvalitet. I Slagtehusets første afdeling foregår grovslagtningen, mens finpartering, fremstilling af pølser, pateer og ikke mindst charcuteri, der efterfølgende tørres og modnes i den underliggende modningskælder, foregår i Slagtehusets anden afdeling med store vinduer ind til Spiseriet.

 Gårdbutik

I Gårdbutikken kan du forsyne dig med pålæg, charcuteri, hjemmebag, sylterier og en række sæsonvarer. I butikken står vores kompetente personale klar til at give dig gode råd om sammensætning og tilberedning – og har du specielle ønsker, eller vil du bare være sikker på, at vi ikke netop har solgt det sidste af det, du kom efter, kan du altid bestille dine varer til den kommende uge senest søndag aften på gaardbutik@steensgaard.dk.

Spiseri

Spiseriet er Steensgaards restaurant, hvor vi hver fredag til søndag serverer mad af høj kvalitet med årstidens friske råvarer fra gården i centrum. Fredag og lørdag kan du selv sammensætte din menu efter præferencer og humør – og søndag laver vi stenovnspizza. Som det eneste fynske spisested, har vi Det Økologiske Spisemærke i guld, hvilket er en garanti for, at 90-100% af de råvarer, vi benytter, er økologiske. Du kan læse mere om menuen her.